til siden

OBS: Projektet herunder er fra 2015 og blev sat på pause af praktiske årsager, men på samme dato landede istedet Refugees Welcome dagen. Før eller siden genoplives dette projekt. 

Velkommen til en ny kampagne. Og velkommen til en national, tværpolitisk marchdag i september!

En marchdag imod fordomme overfor bestemte etniciteter, seksualitet, køn og religion.

Nogen gange bevæger et samfund sig i en retning som kan gå i direkte modstrid med demokratiets ånd. Nemlig en retning hvor den politiske kultur omhandler at ødelægge fremfor at skabe. Hvor debatkulturen slår ned på dem der har mindst og glemmer de værdier som det moderne demokrati bygger på. Nemlig den grundliggende tanke at vi alle er lige meget værd. At alle har en stemme. Og at hvert menneske har en berettiget plads i et samfund og skal have muligheden for at bidrage til helheden.

Vi skal respektere demokratiet. Og netop i demokratiets tjeneste skal vi også turde at sige fra når ekstremismen indtager sin plads.
Vi er nu i en tid i Danmark hvor at en lang række mennesker har brug for at opleve opbakning fra danske borgere, uanset politisk overbevisning og baggrund.
Det er dét som den her kampagne handler om.

At samle os omkring en række værdier vi føler er noget værd for et moderne samfund.
At samle os sammen med de mennesker som ofte føler sig talt ned til og fortælle at de også har værdi for os alle.
At samle os for at værne om en række essentielle grundsten i et moderne demokrati. Nemlig ligestilling, religionsfrihed, troen på at værne om de svageste og troen på at hvis du er nød til at flygte med dine børn fra krig og ødelæggelse – så kan du forvente en værdig behandling og en human sagsbehandling.

Når mennesker risikerer deres liv for at redde deres børn og eget liv, og istedet løber hovedet mod en mur af fordomme, frygt og negative konsekvenser, så mener vi at vi skal sige fra.

Når et af Danmarks største partier konsekvent stemmer imod tiltag der kan støtte homoseksuelle og deres familieliv, så mener vi at vi skal sige fra.

Når de fleste store partier i Danmark taler i en voldsomt hård og inhuman tone mod mennesker blot fordi at de har arabisk baggrund eller er flygtet fra krig, så mener vi at vi skal sige fra.

Når vi glemmer indhold, substans og realiteter til fordel for frygt, fordomme og had, så mener vi at vi skal sige fra.

Det er ikke længere nok at skrive på sin facebookvæg eller brokke sig i hjemmet. Det er på tide at vi som borgere taler højt igen. Indtager gaderne, indtager medierne, indtager mikrofonerne, indtager bygningerne og siger fra. Højt og tydeligt.

Her er plads til liberalisterne, til socialisterne, til de velhavende og de fattige. Til de studerende og de arbejdende. Til de indfødte danskere og til de som er flygtet fra krig. Til mænd og til kvinder. Til heteroseksuelle og til homoseksuelle.
Fordi vi har et fællesværdisæt, som er:

Anstændighed, medmenneskelig forståelse og grundlæggende empati.